Træningskamp: Lellinge – Gørslev (3) (2-0) 2-4

Træningskamp

Lellinge – Gørslev (2-0) 2-4
1-0 Daniel Schøn
2-0 Morten Egeskov

L. Nielsen – T. Pedersen, M. Olsen, L. Taasby – S. Jensen, M. Egeskov, J. Søgaard, T. Schøn – D. Schøn, R. Lischang – T.K. Nielsen.
(N. Olsen, H. Taasby, T. Nolsøe)

Første testkamp var noget af en mundfuld, da Gørslev spiller i toppen af serie 3, samt sidste år rykkede ned fra serie pga. dårligere målscore. Lellinge gav den dog maks. gas og kæmpede for hver en meter, og lukkede godt ned defensivt. Gørslev var selvfølgelig mest på bolden, men Lellinge var farlige på kontra. Daniel Schøn havde kampens første mulighed, da han blev sendt afsted, men målmanden tog skuddet fra kanten af feltet. Jesper Søgaard havde også et godt forsøg på langskud. Gørslev havde også et par halve muligheder, med et skud udefra og et hovedstød der gik tæt forbi målet. Midt i halvlegen kom der gang i målscoringen. Tobias Pedersen lavede et par smarte træk og sendte derefter Daniel Schøn perfekt igennem, og alene med målmanden var han sikker, og sendte bolden ind til 1-0. Gørslev var frustreret, og havde det været en rigtig kamp havde de ikke haft mange folk tilbage på banen, men siden det var en træningskamp måtte der sættes en ny spiller ind ved gult og rødt kort. 5 min før pausen udbyggede Lellinge føringen. Rico Lischang tilkæmpede sig bolden på Gørslevs banehalvdel, han spillede en helt fri Morten Egeskov, der alene med målmanden sikkert sendte bolden i mål til 2-0. Dermed kunne Lellinge gå til pause med en 2-0 føring efter en fantastisk flot og disciplineret indsats.
I anden halvleg blev der skiftet en del ud, og det udnyttede Gørslev. Lellinge begyndte at tabe de direkte dueller i defensiven, og så er Gørslev for dygtige hvis de får pladsen. Efter 55 min kom reduceringen. En lidt tilfældig bold kom hen til en fri Gørslev spiller der sikkert kunne sende bolden i nettet til 2-1. Efter 65 min blev det 2-2. En Gørslev spiller fik en lang høj bold, og løb simpelthen fra Lellinge forsvaret. Lasse Nielsen i målet reddede flot, men returbolden faldt hen til en Gørslev spiller der fra kanten af feltet sikkert kunne udligne. Gørslev fandt ud af at høje bolde henover forsvaret virkede, og efter 75 min kom føringen, i en situation hvor det ellers så ud til at Lellinge havde fuld kontrol. En Gørslev spiller kom dog på bolden, kom igennem og scorede til 2-3. Gørslev havde et par muligheder mere inden det blev 2-4 efter 80 min. Igen var det en høj bold, hvor en Lellinge spiller mislykkedes med sin clearing, målmanden kom i tvivl om han måtte samle den op, og det udnyttede en Gørslev spiller der lige fik en tå på og sendt bolden i mål. Der var langt imellem Lellinge mulighederne i anden halvleg, og selvom der var optræk flere gange fik Lellinge ikke afsluttet. Til sidst i kampen havde Tobias Schøn dog et skud fra kanten af feltet, der strøg forbi. Således endte kampen 2-4, i en kamp hvor Lellinge kan være meget stolte af første halvleg.