Lellinge – Rishøj (1-2) 2-4
1-1 Jakob Olsen
2-3 Andreas Voxen
R. Switzer – N. Olsen, M. Rasmussen, E. Sennahøj, M. Egeskov – A. Vergmann, N. Omme, J. Olsen, T. Nielsen – D. Schøn, A. Voxen.
(P. Glückstadt, K. Jensen)
Det var et lidt forstærket Rishøj mandskab der kom på besøg i Lellinge, men det var Lellinge der så stærkest ud i kampens begyndelse. Efter 5 min kom Andreas Voxen alene igennem, men målmanden klarede skuddet. Efter 10 min var det Troels Nielsen der var helt blank foran mål, men også her kom målmanden imellem. I stedet rendte Rishøj ned i den anden ende og spillede sig igennem, så en spiller kom fri i siden af feltet, og han svigtede ikke med en flad afslutning ved den ene stolpe til 0-1. Det tog dog ikke lang tid før Lellinge svarede igen. Daniel Schøn headede en lang bold på tværs lidt uden for feltet, og Jakob Olsen tog chancen og halvflugtede til bolden, der tog en afretning og efterlod målmanden uden chance, og dermed 1-1. Andreas Voxen fik efter 25 min trukket sig godt fri på en god første berøring, men igen var målmanden på plads. Efter 35 min fik Rishøj hjørne, og på en tilfældig nedfaldsbold var det desværre en Rishøj spiller der var først på, og kunne sende bolden op i nettaget til 1-2. Lellinge var tæt på lige før pausen, da Andreas Voxen fik presset målmanden godt, men det blokkerede skud trillede lige forbi stolpen, så Lellinge måtte gå til pause bagud.
I anden halvelg fik Lellinge sværere ved at følge med, og det blev mest til clearinger op ad banen end egentlig sammenhængende spil. Rasmus Switzer i målet tog godt fra og holdt Lellinge inde i kampen. Efter 65 min skulle der en stor fejl til for at Rishøj kunne udbygge føringen. Mick Rasmussen ville sende bolden tilbage til Rasmus Switzer i målet, der var rykket ud i den ene side for at modtage, det havde Mick bare ikke set, så han sendte en fin inderside forbi målmanden og i mål til 1-3. Så mente mange at kampen var lukket, men efter 80 min kom Lellinge tilbage ud af ingenting. Troels Nielsen fik bolden i venstre side og sendte bolden ind over. Lidt tilfældigt havnede den hos Andreas Voxen, der tog et træk inden han sendte en flad afslutning ind ved fjerneste stolpe til 2-3. Lellinge prøvede at presse på og efter 85 min fik de frispark i den ene side. Bolden blev clearet ved første mand, og så gik kontraen den modsatte vej, der endte med at en Rishøj spiller kom fri midt i feltet, og han sendte bolden i nettet til 2-4, der også blev kampen resultat.