Kværkeby – Lellinge (0-2) 4-2

Kværkeby – Lellinge (0-2) 4-2
0-1 Malte Malmos
0-2 Matias Kristensen
Adv: M. Belt, M. Kristensen, A. Vergmann, LIF.

L. Nielsen – C. Justesen, E. Sennahøj, M. Malmos, M. Egeskov – J. Darling, D. Pedersen, M. Kristensen, T. Nolsøe – M. Belt, A. Vergmann.
(R. Switzer, P. Glückstadt)

Lellinge virker til at have startet en dum trend med at spille gode første halvlege for så at smide det hele væk i anden. Dagens kamp startede også perfekt. Efter 10 min var Lellinge ultra tæt på da et hjørne blev mødt af Malte Malmos der headede bolden på indersiden af stolpen. Kort efter fik Lellinge hjørne igen, og igen var Malte Malmos først på, efter lidt ping pong i feltet fik Jacob Darling bolden hen til Malte Malmos igen, der fra en spids vinkel hamrede bolden op i målhjørnet til 0-1. Lellinge trak sig lidt og satsede på kontra med stor succes. Kværkeby havde en enkelt god mulighed på frispark, der blev sendt lige over målet. I den modsatte ende var Danni Pedersen tæt på da han afdriblede et par mand inden han sendte et skud mod mål inde feltet, men målmanden tog skuddet. Efter 35 min udbyggede Lellinge føringen, da Anders Vergmann lagde bolden af til Matias Kristensen, der tog et par træk og sendte et fladt skud i mål fra kanten af feltet til 0-2. Stillingen holdt til pausen.
Anden halvleg startede som første, men efter 55 min kom en Kværkeby spiller igennem, og Marcus Belt måtte trække et gult kort for et professionelt frispark. Frisparket gav ikke noget af sig, men kort efter blev et indlæg mødt af en Kværkeby spiller og sendt i en blød bue i mål til 1-2. Inden Lellinge blev fuldtallig fik Kværkeby også udlignet. Et indlæg blev mødt midt for mål og sendt ind til 2-2. Lellinge var kun fuldtallig i kort tid, da Matias Kristensen fik gult. Lellinge gjorde det dog bedre i denne undertalsperiode uden de store chancer imod. Efter 75 min slap Danni Pedersen igennem, men blev nedlagt på kanten af feltet. Kværkeby spilleren slap dog med en henstilling. Kværkeby havde også et par muligheder på langskud, der dog blev sendt langt forbi. Efter 80 minutter fik Anders Vergmann et noget hårdt gult kort for et frispark, og Lellinge måtte slutte kampen i undertal. Efter 85 minutter fik Kværkeby frispark i den ene side. Lellinge fik fat i bolden, men smed den væk i feltet, og en Kværkeby spiller kunne få en tå på og mase bolden forbi Lellinges målmand og i mål til 3-2. Lellinge prøvede at presse på til sidst og endte kampen med at få 3 hjørnespark i træk, hvor Lellinge smed alt frem. Det sidste endte med en kontra og en friløber, som Lasse Nielsen i målet først fik reddet, men riposten røg over til en Kværkeby spiller der kunne heade bolden i det tomme mål til 4-2.

Lellinge – Hellested (0-1) 0-4

Lellinge – Hellested (0-1) 0-4

S. Kristoffersen – C. Justesen, E. Sennahøj, F. Pehrson, M. Egeskov – O. Hallgren, N. Omme, D. Pedersen, A. Vergmann – M. Belt, J. Søgaard
(J. Darling, P. Glückstadt)

Skæbnen var hård ved Lellinge i dagens kamp, og efter 40 minutter lignede det bestemt ikke en storsejr til udeholdet. Hellested var mest på bolden, men Lellinge stod nærmest perfekt bagved og gav ingen chancer væk. Efter 20 minutter havde Lellinge en kæmpe chance, da et godt gennemspillet angreb endte med at Danni Pedersen var alene igennem midt for mål, men en fodparade af målmanden holdt bolden ude. Efter 30 minutter slog Lellinge en kontra der sendte Jesper Søgaard afsted og efter et træk kom han fri til skud, men han overplacerede sit skud og sendte bolden forbi mål. Hellested havde indtil da forsøgt med nogle få langskud der ikke var tæt på, men efter 40 minutter fik Hellested hjørne der i første omgang blev clearet, men en Hellested spiller løb ud til bolden og fra hjørnet af feltet vendte han rundt på en tallerken og sparkede bolden helt op i målhjørnet til 0-1. Kort efter fløjtede dommeren til pause.
Anden halvleg lignede i starten første med Hellested mest på bolden uden de store chancer i begge ender. Efter 55  minutter udbyggede Hellested føringen, da en løs bold 5-6 meter udenfor feltet blev sendt i nettet med et fladt skud ved den ene stolpe til 0-2. Nu måtte Lellinge forsøge at presse længere op, som kunne resultere i større huller bagved. I starten gav det pote og Hellested kom under pres. Danni Pedersen havde efter 65 minutter en stor chance, men fik ikke ordentlig ramt på bolden tæt under mål. Efter 75 minutter var Jacob Darling yderst tæt på, da han efter et par fikse træk et par meter uden for feltet sendte bolden på stolpen. Kort efter fik Lellinge frispark i en god position. Frisparket blev sendt i muren, og så strøg en Hellested kontra afsted, der endte med en overtalssituation, så en spiller blev spillet fri og han svigtede ikke og sendte Hellested i front med 0-3. Kort før tid blev ydmygelsen total, da en fejl i opspillet sendte en kontra afsted, og på trods af en spids vinkel blev bolden banket ind ved nærmeste stolpe til slutresultatet 0-4.

Bjæverskov – Lellinge (0-1) 2-1

Bjæverskov – Lellinge (0-1) 2-1
0-1 Jacob Darling
Adv: D. Pedersen, LIF. Bjæverskov 1.

L. Nielsen – M. Rasmussen, E. Sennahøj, R. Jensen, M. Egeskov – O. Hallgren, N. Omme, D. Pedersen, P. Glückstadt – T. Nielsen, J. Darling.
(T. Pedersen, A. Vergmann, M. Malmos)

Så blev det tid til sæsonens første kamp. Opstarten har ikke været optimal, da der ikke har kunne trænes grundet lukning af banerne, og selvom Lellinge var uden de normale offensive kort i Marcus Belt, Jesper Søgaard og Matias Kristensen var det med en god portion optimisme Lellinge gik ind til kampen. Kampen startede lige uden de store muligheder. Efter 10 minutter fik Patrick Glückstadt presset et Bjæverskov opspil så Morten Egeskov kunne sende Jacob Darling afsted på en friløber, og han sendte sikkert bolden forbi målmanden og i mål til 0-1. Lellinge var senere tæt på yderligere et mål da først Troels Nielsen havde en mulighed og bagefter var Danni Pedersen tæt på efter et godt opspil i venstre side. I de sidste 10 minutter kom Bjæverskov bedre med og havde deres første gode mulighed efter en tilfældig nedfaldsbold efter hjørne der dog blev sendt langt over.
I anden halvleg kom Bjæverskov bedst ud og havde en god hovedstødsmulighed efter 50 minutter der blev sendt forbi. Efter 55 min gav Lellinge Bjæverskov en gave, da et opspil blev sendt lige i fødderne på en Bjæverskov spiller, og bolden røg hen til Bjæverskovs angriber der gik mod målet og sendte sikkert bolden op i målhjørnet til 1-1. Kort efter måtte Danni Pedersen indkassere gult, og Lellinge var lige ved at give et mål væk igen, da Lellinge smed bolden væk i forsvaret, i en situation hvor der burde være dømt et kæmpe frispark. Bjæverskov brændte dog friløberen. Der gik kun 5 minutter til inden Bjæverskov også fik gult da Patrick Glückstadt fik en stempling. 10 mod 10 var Bjæverskov dog skarpest da en angriber efter et par gode træk kom fri til skud efter 70 min og sendte bolden ind ved nærmeste stolpe til 2-1. Lellinge prøvede at presse på til sidst, men den manglende kondi gjorde det svært at sætte stort tryk på. Det blev dog til et par lige ved og tæt på. Tættest på var Oliver Hallgren i 85 minut, da han sendte bolden imod målhjørnet på et langskud, men målmanden fik det yderste af fingerspidserne på og viftet bolden til hjørne, så Lellinge måtte gå fra banen uden point.