Sommerkamp: Lellinge – FC Lejre (0-2) 1-3

Lellinge – FC Lejre (0-2) 1-3
1-2 Christian Gullemann
Adv.: E. Sennahøj, LIF. Lejre 2.

L. Nielsen – R. Switzer, A. Vergmann, C. Justesen, M. Egeskov – J. Darling, R. Jensen, E. Sennahøj, D. Pedersen, P. Bjørk – C. Gullemann.
(M. Rasmussen, J. Olsen, N. Dal Cortivo, D. Urbaniak, M. Belt)

Sidste sommerkamp var imod FC Lejre, der lige er rykket ud af Serie 3. Lellinge kom under gevaldigt pres fra kampens start og havde svært ved at spille sig ud af presset. Lejre havde bolden meget, men kom ikke frem til det store. Efter 20 minutter kom Lejre dog i front. En spiller tog chancen udefra, og bolden sejlede henover Lellinges målmand og i mål til 1-0. Efter 30 min var Lejre tæt på, men en perfekt tackling fra Mick Rasmussen sikrede mod en større føring. Kort efter fik Lejre straffe da Patrich Bjørk gik i ryggen på en modspiller. Lejre scorede sikkert til 0-2. Lasse Nielsen i målet måtte udga, og ind gik Rasmus Switzer. Hurtigt måtte han ud i fuld længde på et skud og vifte bolden forbi stolpen. Lellinge måtte fortjent gå til pause nede med 0-2.
I pausen lovede Lellinge hinanden at man ville prøve at spille med lidt større risiko og holde fast i bolden. Det lykkedes, og Lellinge kom meget bedre med, og spillede sig godt igennem. Efter 55 min var Lellinge ekstremt tæt på en reducering da Morten Egeskov sendte et indlæg mod bagerste stolpe, hvor den tog indersiden af stolpen. Efter 60 min kunne Lejre have lukket kampen da de fik tilkendt et straffespark mere, men denne gang valgte Rasmus Switzer rigtigt og greb sparket ud. Et godt Jacob Darling raid endte med en aflevering til Christian Gullemann, der kom helt fri foran mål, men han overplacerede sit skud og sendte det forbi stolpen. Efter 75 min var der endelig gevinst. Igen røg Jacob Darling af sted på højrekanten, og med et perfekt indlæg fandt han Christian Gullemann, der flot sparkede bolden ind til 1-2. Kort efter så Lellinge ud til at blive snydt for et straffespark, da Patrich Bjørk lidt tilfældigt kom igennem og skulle til at sparke bolden i et tomt mål da han blev fældet. Intet straffespark dog. I stedet slog Lejre en kontra efter 85 min, og da Lellinge blev ved med at bakke, kunne Lejre spilleren sparke bolden ind fladt ved den ene stolpe fra kanten af feltet til 1-3.